Fredet industribygning bliver til Kunsthal Spritten – første skridt var opgravningsfri grundforstærkning
| Bygherre: | Ejendomsfonden Artcenter Spritten |
| Entrepriseform: | Fagentreprise |
| Hovedentreprenør: | NCC |
| Rådgiver: | Henry Jensen Rådgivende Ingeniører |
| Arkitekt: | Praksis Arkitekter og VMB Arkitekter |
| Metode: | Uretek GeoPlus® - 860 m² i 3-4 meters dybde |
I Aalborg skal kedelhallerne i den nedlagte spritfabriks ikoniske røde bygninger transformeres til Kunsthal Spritten. Projektet inkluderer opførelse af en helt ny etage oven på en af de eksisterende, fredede kedelhaller, og det gav rådgiverteamet fra Henry Jensen Rådgivende Ingeniører en særlig udfordring.
Med den øgede last fra en ekstra etage måtte de sikre, at byggeriet kunne leve op til nutidens funderingsnormer, og de bestilte derfor en geoteknisk undersøgelse af bygningens forankring i undergrunden. I nogle af prøverne kunne geoteknikerne konstatere hulrum mellem gulvkonstruktionen og det underliggende sandlag.
”Funderingsmæssigt er bygningen udfordret. Der ligger 5-8 meter sandlag, og betongulvet er båret af egetræsstolper, der står i sætningsgivende jord. Bygningen har sat sig gennem årene og trykket sig ned i undergrunden, og den sætning vil vi gerne undgå at genstarte,” fortæller projektledende ingeniør Joachim Krongaard-Mikkelsen, der også er direktør og partner hos Henry Jensen Rådgivende Ingeniører.
Til at begynde med havde ingeniørteamet tanker om at efterfundere hele bygningen med supplerende pælefundering. Men bygningens fredning satte hurtigt en stopper for den idé.
”Slots- og kulturstyrelsen har fredet bygningen, og derfor kunne vi ikke bryde gulvet op for at lave ny pælefundering – så ville hele projektet falde til jorden. Så vi havde brug for en løsning, der ikke var destruktiv,” forklarer Joachim Krongaard-Mikkelsen.
Nulregnskab og grundforstærkende injicering
Med alle fakta på plads valgte han og kollegerne både at angribe problemet oppe- og nedefra:
”I forhold til lasten har vi gået efter at lave et nulregnskab. Vi har fjernet kedlerne, tilhørende konstruktioner og opfyld fra den gamle bygning for at kompensere for tilføjelsen af den nye etage. Samtidig havde vi brug for at eventuelle hulrum mellem bundplade og det øvre sandlag blev fyldt, og vi havde brug for at stabilisere de øvre jordlag. Til det formål brugte vi injicering af Uretek GeoPlus for at undgå bevægelser og sætningsskader i konstruktionen.” fortæller han.
Med Uretek’s injiceringsløsning fandt ingeniørerne en metode, der tillader hovedentreprenøren NCC at komme hurtigt videre til næste fase af renoveringen. Med Uretek GeoPlus er der nemlig ingen ventetid, som det er tilfældet med beton.
”Grundforstærkningen har egentlig bare været en mellemregning – det er ikke et kæmpe udstyrsstykke. Bygningerne rummer et stort areal, så Uretek skal lave virkelig mange huller til injicering, men som udgangspunkt er det en relativt enkel proces,” siger Joachim Krongaard-Mikkelsen.
Konstruktiv dialog og stærk grund under fødderne
I rådgiverens øjne har selve dialogen med Ureteks projektledere på samme måde været enkel og ligetil – også når der har været udfordringer.
”Vi har kun oplevet et positivt samarbejde omkring de ting, vi rækker ud med. Det gælder både den almindelige planlægning, og når der er opstået vanskeligheder undervejs,” fortæller Joachim Krongaard-Mikkelsen.
Det er ikke første gang, at rådgiveren stifter bekendtskab med Ureteks løsning til grundforstærkning. For mens projektet på Spritten er stort og komplekst, beskriver han Uretek GeoPlus som en helt ideel løsning i mindre skadesager, hvor klassisk efterfundering hurtigt kan blive omfattende.
“Vi bringer som regel Uretek ind i billedet, når nogen står med skader på en bygning eller et gulv, og man mistænker noget sætningsgivende nedenunder. I stedet for at flå det hele op og starte forfra, er injicering ofte en økonomisk bedre og mindre indgribende løsning,” afslutter Joachim Krongaard-Mikkelsen.
I mellemtiden fortsætter NCC entreprenørarbejdet på fulde omdrejninger i Aalborg. Så snart grundforstærkningen er afsluttet, træder det samlede transformationsprojekt ind i sin næste fase med fuld istandsættelse af installationer, rum og facader. Kunsthal Spritten forventes at åbne dørene for gæster i løbet af 2026.
Vil du vide mere om stabilisering af industrigulve? Læs alt om reparation af betongulv >>
Læs også artiklen om Topsoe: Fik stabilt gulv i kantine og laboratorier >>

