Specialdesignede skruepæle rummer stort potentiale for Drivadan og kunderne
| Entreprenør: | Drivadan A/S |
| Bygherre: | Humlemagasinet |
| Metode: | ScrewFast® skruepæle |
| Antal: | 10 stk. pæle à 4 meter |
Drivadan A/S, som er specialister i eksklusive glasbyggerier, skulle opføre en stor overdækning ved kulturattraktionen Humlemagasinet på Vestfyn. Drivadan havde indtil da udelukkende opført deres byggerier på betonfundament, men virksomheden ønskede at afsøge andre muligheder. De kontaktede derfor Uretek Engineering, bl.a. med henblik på at nedbringe CO₂-aftrykket for det samlede byggeri. Søren Christensen – projektansvarlig hos Drivadan – udtaler:
”Med ScrewFast® skruepæle kan vi reducere CO₂-aftrykket og samtidig gå meget mere effektivt og skånsomt til værks. Det er nyt territorie for os, men det er omstillingen værd, fordi vi kan indføre smartere processer for os selv og vores kunder.”
Formålet med glasoverdækningen var at skabe et overdækket opholdsområde for Humlemagasinets mange besøgende, som ofte ankommer i store hold. Med ScrewFast® skruepæle undgik man gener som omfattende opgravning og reetablering, og oplevelsen for attraktionens besøgende blev derfor ikke påvirket nævneværdigt.
”Det er en kæmpe fordel, at vi kan skåne kunderne for store jordbunker og opbrudte belægninger, som jo følger med betonfundering,” siger Søren Christensen.
Når man udfører bygge- og anlægsarbejde tæt på eksisterende bygninger, kan omfattende opgravning og vibrationer fra stort maskineri udgøre en væsentlig risiko. Følgeskader og gener for naboer og omkringliggende bygninger er et kendt problem i byggebranchen, og her har skruepæle et stort fortrin:
”Glasoverdækningen skulle placeres klos op ad af en ca. 100 år gammel bygning, og fordi skruepælene installeres vibrationsfrit og næste uden opgravning, behøvede vi ikke at være nervøse for følgeskader,” fortæller Søren Christensen.
Opgaven blev løst i tæt samarbejde med Ureteks projektleder, og det skinner tydeligt igennem, at kommunikationen og projekteringsfasen har været afgørende for Drivadans første erfaringer med skruepæle. For eksempel oplever Søren Christensen at tilgangen med specialdesignede løsninger er noget, der passer godt til dem:
”For vores teknikere kommer det til at kræve lidt tilvænning, fordi de har været vant til at gøre tingene på en helt anden måde. Så har vi heldigvis en rigtig god dialog med Uretek Engineering – det er ikke bare take it or leave it. Vi arbejder sammen om at skabe en løsning, der er optimal for os og kunden,” siger han.
Drivadan forventer ikke, at betonfundering er et overstået kapitel. Men ifølge virksomheden er skruepæle kommet for at blive – og for Søren Christensen og teamet spiller efterspørgsel også en rolle:
”Én ting er klimafordelene, men det kan selvfølgelig ikke stå alene. Med skruefundering er der mange gevinster at hente for alle parter, og vi kan mærke, at nysgerrigheden er stigende – det bliver spændende at se, hvor hurtigt flere i byggebranchen følger trop,” afslutter han.

